Den nye børnebog Min mormor og skovkrokodillen af Anne Bredahl og Dita Sternfend er udkommet, og vi er meget glade for endelig at høre nogle reaktioner på det færdige resultat af et helt års arbejde med bogen.

Anne Bredahl skrev manuskriptet engang i starten af 2014, og lod herefter stafetten gå videre til redaktør Ole (det er mig), som kort tid efter fik koblet illustrator Dita Sternfend på opgaven.
Da Dita på det tidspunkt boede i Manchester, foregik det på den måde, at jeg modtog nogle skitser på mail, som jeg kiggede igennem og kommenterede. Herefter udarbejdede tegneren nogle mere komplette illustrationer, og vi gennemgik det hele igen. Herefter blev illustrationerne farvelagt.

Da det hele var færdigt, var det blevet 2015. Jeg udformede bogens layout og designede omslaget i samarbejde med tegneren. Og så rullede Kickstarter-kampagnen, samtidigt med at jeg fik kontakt til et for mig nyt trykkeri, som viste sig at være både dygtige og nemme at arbejde med.

Der gik dog en hel del tid med at bekræfte prøvetryk og aftale forskellige ting med trykkeriet, inden produktionen kunne gå i gang. Oveni tog det også knap en uge for bøgerne at nå frem til Århus, da de endelig var færdige. Så en anden gang vil jeg nok være lidt mere forsigtig med at love leveringstider på bøger der både er forudbestilt og trykt i udlandet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *