Store som små kender Rasmus Klump, men knap så mange kender til hans fortid og historie. I anledning af Klumps 60 års fødselsdag fortæller Ole Damgaards “Bogen om Rasmus Klump” historien om den danske avisstribe, som blev en kæmpesucces over hele verden.
Samtidigt fortæller bogen om de tegnere, forfattere, virksomheder, redaktører og forlæggere der hver især har spillet en rolle i avisstribens udbredelse.
Med sin underholdende blanding af tegneseriearkæologi og erhvervshistorie henvender bogen sig både til tegneserielæsere og til generelt historieinteresserede.

Om forfatteren

Ole Damgaard er grafisk designer, oversætter med mere. Han har skrevet en mængde artikler til tegneserietidsskrifter samt en enkelt bog om tegneserie- og forlagshistorie. Hvis han havde tid, ville han gerne skrive endnu en bog.
Ole har holdt foredrag for tegneserieinteresserede, bl.a. om grafisk fortælleteknik i nyere tegneserier for voksne, samt om amerikanske tegneseriehæfters historie.

oledamgaard

 

Downloads

Det siger anmelderne:

Nummer 9:
Rasmus Klump er en væsentlig del af barndommens litterære oplevelser, og det er på tide, at der bliver skrevet om seriens og dens skaber Vilhelm Hansen.
Det er et projekt, som Ole Damgaard har kastet sig over med stor ildhu, og som det bliver klart i løbet af bogens 64 letlæste sider, så har det ikke været helt nemt. […] Ole Damgaard har lagt et flot arbejde i at sammenstykke så meget kildemateriale som muligt for at skabe en levende fortælling om Rasmus Klumps historie…

 

Bibliotekernes materialevurdering:
Historien om Rasmus Klump er samtidig historien om figurens forældre, Vilhelm og Carla Hansen, og det er i høj grad citater fra interviews med disse to, der udgør indholdet i bogen. Det betyder, at læseren undervejs både får et interessant kig ind bag tegneseriens kulisser og desuden en række sjove anekdoter om tegneseriens tilblivelse…
 

Fyns Amtsavis:
Ole Damgaard har gravet dybt i de eksisterende kilder og kommer hele vejen rundt om historien om Klump og hans tegner og ikke mindst også tegnerens kone, Carla, der ad åre blev lige så vigtig en del af Klump-historiernes tilblivelse.