Anmeldelser af Mørket venter
Vi har sakset et par citater fra de seneste anmeldelser af Loka Kanarp og C/M Edenborgs graphic novel.
Skræk og Rædsel:
Der er en fornemmelse af linoleumssnit over Kanarps illustrationer, og det er absolut positivt ment. Den skarpe sorte streg er krydret med lyse toner, og det giver en helt fantastisk effekt. Stemningen er intens og nervepirrende i disse tegninger, der gør oplevelsen af at læse MØRKET VENTER til noget ganske særligt. […] Jeg kan ikke umiddelbart pege på noget, der minder om denne tegneserie, og det gør MØRKET VENTER til en ret unik oplevelse – ikke mindst fordi tegnestilen er så fascinerende.
Horrorsiden.dk:
Stregen er præcis, og trods tegningernes tilsyneladende enkle udtryk rummer hvert billede stor dybde, der udtrykker langt mere end ordene i taleboblerne. […] For mig er det særligt billedernes intensitet, der gør historien så nervepirrende og smuk. De nærmest naive billeder og den tilsyneladende enkle handling gemmer nemlig på langt flere lag, end øjet umiddelbart ser. Der er både mørke og sorg, kærlighed og håb gemt i stregerne.
Fra hoved til pen:
den er med sine streger og sine helt enkle farvelægninger både smuk og uhyggelig på en gang. […] Som altid er bogen lækkert indbundet, og man føler, at halvdelen af lækkerheden fra illustrationerne og historierne siver udenpå i coveret og i hele fornemmelsen af at sidde med bogen i hånden. Jeg var fanget og igen forundret over, hvor koncentreret en fortælling kan blive, når den forenkles helt skarpt og illustreres grafisk.